29. juni 2021

En veludstyret firmabil gav nye kunder

Af: Liv Almer

Foto: Liv Almer

Det er ikke kun funktionaliteten og ergonomien, der der bliver bedre af en ordentlig firmabil. Faktisk kan firmabilen også være vejen til nye kunder. Jonas Hvid Møller, ejer af Jonas’ Beslagsmedie, har brugt mange timer og kroner på at tilpasse og udsmykke sin firmabil lige efter egne behov. Det har haft overraskende kunde-fordele.

 

– Det gør jo, at kunderne lægger mærke til firmabilen. Det giver faktisk kunder. På en eller anden måde er det fedt nok – og på den anden side også lidt plat. Det er jo svært, for indretningen må jo se så godt ud som muligt, men bilen må ikke se for dyr ud.

Ifølge Jonas er det en balancegang at sørge for, at firmabilen hverken ser for slidt eller for flot ud.

-Jeg brugte i en periode min firehjulstrækker, som egentlig er billigere, fordi den er brugt. Men det fik kunderne lidt ondt i røven over. Hvis jeg i stedet kommer ud i kassevognen, er det fint. Ser firmabilen for dyr ud, så synes kunderne, vi tjener for mange penge, siger Jonas Hvid Møller.

En nemmere arbejdsdag

Jonas har blandt andet udstyret hele indersiden af varevognen med aluminiumsplader. Det gør, at bilen ikke lugter, og at han nemt kan rengøre den efter behov. Og netop det at bilen er nem at tilgå, har en stor betydning for Jonas.

-Det gør det langt nemmere for mig at udføre mit arbejde. Hvis jeg førhen skulle bruge min svejser, skulle jeg først grave den ud af bilen, stille den på jorden, trække strøm og pludselig var der gået en halv time. Nu tager det måske et kvarter, siger beslagsmeden.

Den polerede varevogn er desuden udstyret med automatgear, der gør det nemmere at køre korte strækninger med mange stop.

 

Godt for økonomien

De indbyggede aluminiumskuffesystemer gør, at Jonas kan holde orden i værktøj og udstyr. Det har faktisk vist sig at have en positiv indflydelse på firmaets økonomi.

-Jeg køber langt færre varer, fordi jeg kan se, hvilke varer jeg har. Det sparer jeg op til 50-60.000,- kr. om året på, fordi jeg ved, hvad jeg har hele tiden. Det gør arbejdet meget nemmere og mere overskueligt. Jeg ved altid, hvad der er med i bilen.

 

Mere på tegnebrættet

Selvom Jonas har udstyret firmabilen mere, end de fleste beslagsmede nok ville drømme om, er der dog altid fremtidige projekter i horisonten.

-Ja, jeg finder jo på noget nyt, jeg gerne vil have lavet hele tiden. Jeg har endda overvejet, om jeg skulle købe en meget mindre bil, fordi jeg næsten ikke bruger noget plads med de løsninger, jeg har nu, siger han.

 

Ford Transit Custom Sport 2019

Metallic grey.

2,0 diesel.

170 hk.

Automatgear

Se også video-rundvisningen i Jonas bil her