06. november 2020

Nordjylland: Beslagsmeden kan passe dyrene under nedlukningen

Af: Jan Kristensen

Beslagsmedene vil under de kommende fire ugers nedlukning i Nordjylland fortsat kunne passe arbejdet hos de faste kunder. Men kunderne må så vidt muligt ikke være til stede i stalden.

Kjetil Hansen, formanden for beslagsmedene under TEKNIQ Arbejdsgiverne, har været i kontakt med Corona-hotlinen.

-Vores arbejde er en kritisk funktion, på den måde, at hvis vi ikke passer hestene i den turnus, der er aftalt, så risikerer vi at skade hestene på forskellig vis. Vi arbejder under Dyreværnsloven og skal sikre dyrenes helbred også i denne situation. Det har jeg talt med Corona-hotlinen om og fået opbakning til, siger Kjetil Hansen.

Formanden opfordrer kollegerne til omhyggeligt at overholde alle restriktioner i Nordjylland med håndsprit, mundbind, afstand etc. Hverken hos private eller eksempelvis på rideskoler må der være andre i stalden, når der arbejdes. Hvis ejerens tilstedeværelse undtagelsesvis er påkrævet, så skal det igen være med afstand, mundbind etc.

-Beslagsmedene i Nordjylland kører på kryds og tværs efter deres kunder. Vi vil slet ikke kunne passe hestene, hvis vi skulle blive inden for en enkelt kommune, siger Kjetil Hansen.