04. november 2020

Ib Jessen ApS lukker for kaffen pga smittefare

Af: Liv Almer

Leverandøren Ib Jessen ApS har valgt at lukke ned for muligheden for at komme ind på firmaets lager og kontorer i Kolding.  Det er der to grunde til, forklarer Kasper Jessen, bestyrelsesmedlem i Ib Jessen ApS.

-Den ene er selvfølgelig at vi skal passe på hinanden, det giver sig selv. Hvis der ikke er så mange, så passer vi bedre på hinanden. Den anden det er, at nu hvor vi har lukket vores lager ned, så er virksomheden ikke længere offentligt område. Det gør, at jeg kan rende rundt og lave mit arbejde uden mundbind eller visir.

Det betyder dog ikke, at beslagsmedene ikke længere kan modtage deres varer. Bestillingen og købet skal nu bare foregå digitalt.

-Allerede i dag har der været to forbi, der har ringet på forhånd. Så er varerne egentlig bare blevet smidt ind i bilen. Derfor kan man sagtens stadigvæk komme forbi og hente. Man kan bare ikke komme ind og få den der kop kaffe, som man plejer at kunne få.

Kasper Jessen håber ikke, at ændringerne i driften vil få lange udsigter, men tvivler på, at de vil kunne åbne dørene før det nye år.

-Tid det er jo noget forbandet noget med det her Corona. Hvor længe og hvornår stopper det? Men jeg tror godt, at vi kan sige, at resten af året fortsætter vi med denne ordning.