19. januar 2021

Hestens Værn frygtede underskud i Herning

Det bliver et savn for mange konkurrence-glade smede, at der ikke bliver et DM i Herning i år med deltagere fra både indland og udland. Allerede i efteråret aflyste Hestens Værn DM i 2021 på grund af den aktuelle smitterisiko.

Hestens Værn har ellers de seneste to år arrangeret Open Danish Farrier Championship, som løber af stablen under hingstekåringen i Herning.

Arrangementet i Herning er som andre arrangementer af international kaliber forbundet med mange omkostninger og trækker store arbejdsmæssige ressourcer at få op at stå. Samtidig har Hestens Værn som arrangører oplevet en mere begrænset deltagelse fra danske registrerede beslagsmede. Dermed er indtægter fra deltagere fra udlandet og sponsorer helt nødvendige for at få arrangementet til at balancere.

Allerede i sensommeren vurderede arrangørerne, at pga. situationen med Covid-19 ville udenlandske deltagelse i foråret 2021 være meget usikker.

– -Da vi er en lille forening med begrænsede ressourcer kan vi ikke bære risikoen for, at arrangementet giver et stort underskud. Vi ser os derfor nødsaget til at træffe den svære beslutning at aflyse ODFC i 2021, skrev Hestens Værn på sit website https://hestens-vaern.dk/nyheder allerede i efteråret.

Med udviklingen i smitte her efter årsskiftet ville arrangementet formentlig være blevet aflyst under alle omstændigheder.