23. juni 2021

Ned med bagklappen – Jessen samler smedene igen

Af: Jan Kristensen

Jessens Smedetræf 2021 finder sted fredag den 27. august med konkurrencer, socialt samvær og messestemning med besøg fra tre af verdens største leverandører af sko – Werkman, Kerchaert og Mustad.

– VI tror, at der er opsparet et stort behov for at mødes. Under nedlukningen er Herning jo blevet aflyst – og det samme er sket med de kurser, hvor smedene normalt mødes. Derfor tror vi på mange fremmødte til vores smedetræf i år, siger Kasper Jessen fra Jessens Rideudstyr.

I 2020 nåede virksomheden netop at afholde smedetræf, inden landet to uger senere blev lukket ned. I år er der 25 tilmeldte til konkurrencen.

-Og det hele sker igen på bagklappen af firmabilen med smedenes eget grej og værktøj. Vi udleverer bare et stykke jern – resten må de selv komme med til konkurrencen. Og hvis grejet er skyld i en dårlig placering, så sælger vi da gerne noget nyt, siger Kasper Jessen med et grin.