17. maj 2020

90 procent tilskud til nye lærlinge

Der er højere tilskud på vej til  de beslagsmede, der uddanner lærlinge.

Danske virksomheder, der er med til at uddanne lærlinge, skal nemlig kompenseres for de udgifter, som følger med. Det er hovedbudskabet i en ny aftale imellem arbejdsmarkedets parter.
Finansieringen hentes i den såkaldte AUB-ordning (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag).

De nye initiativer betyder blandt andet, at virksomheder får et tilskud på 75 procent af lønomkostningerne fra 1. maj og i resten af 2020 for lærlinge, der er i gang med en uddannelse, og et tilskud på 90 procent af lønomkostningerne for nye, ordinære aftaler og nye rest-lærlingeaftaler. Endelig vil der være 45 procent i løntilskud til lærlinge i nye korte aftaler.

Virksomhederne modtager desuden i andet halvår 2020 en forhøjet lønrefusion for lærlinge i ordinære uddannelsesaftaler, mens de er på skole.

-Virksomhederne får altså betalt en stor del af deres omkostninger ved at have lærlinge i 2020, og vi håber, det vil være tilstrækkeligt til at sikre, at virksomhederne indgår nye uddannelsesaftaler, siger Tina Voldby.

-Det er afgørende, at man må den måde er kommet frem til en pakke, der går på to ben ved både at understøtte virksomhedernes lærlingeindsats her og nu, samtidig med at man løfter deres kassebeholdning på længere sigt. For hvis ikke vi sørger for øjeblikkeligt at styrke arbejdet med at sikre strømmen af nye faglærte, kommer vi til at stå med en markant mangel på arbejdskraft om ganske få år, siger Tina Voldby.

Der vil ligge omkring 5,4 mia. kr. i opsparede AUB-midler ved udgangen af 2020. Det er penge, der blot har ligget og samlet støv og som vil gøre bedre gavn ude i virksomhederne – ikke mindst nu hvor virksomhederne har brug for at få lettet deres omkostninger.

Hertil kommer, at man undlader at opkræve bidrag for 3. kvartal 2020 – det er en akut økonomisk saltvandsindsprøjtning til virksomhederne.